DanBIF har efter aftale med Dansk Botanisk Forening netop offentliggjort en version af Atlas Flora Danica-data med mere nøjagtige koordinater, så de fra 18. februar 2025 er tilgængelige på både GBIF og i Arter. Præcisionen er som udgangspunkt ændret fra 1000 m til 100 m. Ca. 5000 af de ca. 1 mio. fund angivet med en nøjagtighed på fra 150 til 5000 m.
Atlas Flora Danica-projektet blev gennemført af Dansk Botanisk Forening fra 1992 til 2012, hvor et stort antal frivillige inventører fra hele landet lagde et meget stort arbejde i kortlægningen af den vilde danske flora. Projektet blev ledet af Per Hartvig og financieret af Aage V. Jensen Naturfond.
I projektet blev Danmark opdelt i 2228 5 x 5 km-kvadrater, hvoraf 1300 blev inventeret. I nogle egne af landet blev alle 5 km-ruder dækket, men som minimum blev hver anden 5 km-rude i hvert 10 km-kvadrat undersøgt. Næsten én million plantefund fordelt på ca. 3.000 plantearter blev registreret med 100 m nøjagtighed, men ind til nu har fundene altså været sløret i Arter.
Metoden og projektet er nærmere beskrevet i Hartvig, P. 2015: Atlas Flora Danica, bind 1, og på GBIF.
Hovedbestyrelsen har truffet beslutningen om at ophæve sløringen, da det nu er mange år siden, at projektet blev gennemført. Det datasæt, der nu er offentliggjort, blev bearbejdet af Erik Buchwald, og DanBIF har gennem længere tid arbejdet på at få det klargjort, hvilket nu er lykkedes. Stor tak til Lars Skipper og Isabel Calabuig fra DanBIF for indsatsen og tillykke til alle botanikinteresserede, med at et stort, omfattende og velkurateret datasæt nu er blevet tilgængeligt i en endnu bedre version.
Læs mere
Atlas Flora Danica på GBIF (the Global Biodiversity Information Facility)
Atlas Flora Danica på Arter.dk
Læs mere om Atlas Flora Danica på botaniskforening.dk