Botanikpris

Botanikprisen er blevet nedlagt og vil ikke længere blive uddelt. Du kan se her hvem der fik prisen (2017 – 2019).

Modtagere af Botanikprisen

2022

Prisen blev ikke uddelt, og nedlagt.

2021

Prisen blev ikke uddelt.

2020

Prisen blev ikke uddelt.

2019
Irina Goldberg

Irina har gennem sit ihærdige praktiske, formidlingsmæssige og videnskabelige arbejde for at højne kendskabet til mosser og sin høje faglige standard været med til at sikre, at vores viden om ikke mindst danske mosser er blevet løftet flere niveauer op.

Hun har ved sit arbejde sammen med andre gode kræfter i Bryologkredsen sørget for, at det var et solidt og kvalificeret dansk fagligt forum omkring mosser.

Bestemmelsesaftenerne afholdt i København og andre danske byer og ofte med Irinas aktive medvirken har været med til at udvikle en kreds af bryologer, der kunne foretage omfattende og vigtige registreringer af danske mosser.

Tilrettelæggelsen af ekskursioner til vigtige danske botaniske lokaliteter med interessant og spændende mosflora har været utroligt inspirerende og igangsættende for mange, der er begyndt som amatører.

Alt dette har vi kunnet holde os orienteret om på Bryologkredsens lille elegante hjemmeside, hvor der også er gode henvisninger til bryologisk litteratur.

Vi – Dansk Botanisk Forenings bestyrelse – ønsker at tildele årets botanikpris til Irina Goldberg for hendes indsats omkring udforskningen og registreringen af danske mosser og formidlingen af bryologisk viden til andre botanikere.

2018
Amager Fælleds Venner

– får botanikprisen 2018 for deres utrættelige kamp mod byggeri i uerstattelig natur, og for at tale på vegne af de truede vilde planter, der ikke selv har en stemme. Prisen er på 10.000 kroner. Siden vedtagelsen af Ørestadsloven i 90’erne har der været planlagt byggeri i det sydøstlige hjørne af Amager Fælled, som er den sidste rest af de engang så vidtstrakte strandenge på Amagers vestkyst. Denne sidste rest er kendt for de store forekomster af sjældne arter, særligt planter. Da byggeplanerne i 2016 pludseligt blev fremrykket gik borgergruppen Amager Fælleds Venner aktivt ind i kampen for naturen. De oprettede en facebookgruppe, som hurtigt voksede sig meget stor, og gennem deres insisterende fokus på de sjældne arter lykkedes det at få sagen helt op på den politiske dagsorden, så overborgmester Frank Jensen til sidst måtte indse, at der ikke er stemmer i at bygge på truede arter.
Dansk Botanisk Forening takker Amager Fælleds Venner for, at de næste generationer også vil kunne opleve sjældne planter så som Lancetbladet Høgeurt, Ræve-Star og Brændeskærm kun 3 km fra hovedstadens rådhusplads.

Filmen her er en af de utallige videoer, som har været brugt i kampen for Amager Fælled. I videoen remser TV-kokken Nikolaj Kirk alle de starer op, som vokser på Amager Fælled.

2017
Jens Christian Schou 

Med sine mange bøger om danske arter blandt græsser, halvgræsser, siv, skærmplanter og senest storværket ”Danmarks Vandplanter” har pensioneret skolelærer Jens Chr. Schou, Hobro ydet en kæmpe indsats til, at danske plantearter kan identificeres korrekt og deres udbredelse og biologi bliver kendt. Bøgerne er af allerhøjeste faglige kvalitet, og det er en æstetisk nydelse at se de præcise tegninger og de smukke fotos af planterne. Jens Chr. Schou skaber grundlaget for, at amatører og professionelle botanikere kan glæde sig over Danmarks mange planter og studere dem nærmere. Jens Chr. Schou er pensioneret skolelærer og har undervist på Mariager skole i årene 1978 – 2014.

Botanikprisen i pressen

Dagbladet Ringsted 5. april 2017


Sidst opdateret 2. okt 2022