Semesterströvtåg i Södra Sverige

Dato og tidspunkt
onsdag 23/11 2016
19:30 - 21:30

Sted
Biologisk Instituts frokoststue


Foredragsholder/turleder
Henrik Tranberg



Beskrivelse

Onsdag den 23. november 2016 kl. 19.30-21.30, inkl. pause. DBF-Fynskredsen

Foredragsholder: Feltbotaniker & fhv. tomatplukker Henrik Tranberg.

Vore svenske søstre og brødre har en tiltalende mani med at udgive fremragende naturbøger – således også om botaniske udflugtsmål i de geologisk varierede landskaber Skåne og Småland. Der vises lysbilleder fra svenske strejftog i august 2014 og 2016 med arter som Kongescepter i høslætkær, Korsarve i sødynd, Sand-Nellike i sandsteppe, Tidsel-Gyvelkvæler i ravine og Trævlet Vokshat i hagmark. En dansk botanikers forsøg med udsæd af Fluetrompet i Gölsjömyren er en floraforfalskning, som næppe kun svenskerne harcellerer over. Hertil klarlægges forskellen mellem Store Mosse i Skåne og nationalparken af samme navn i Småland. I flæng vises også nogle støvede dias fra øerne i Østersøen, Per Hartvigs ødegård ved Påryd og den gamle rigsgrænse i Blekinge. Apropos dansk historie: Chr. IV’s Halmstad Slott ikke at forglemme, ligesom Danska Fallen i Halland, hvor svensken lokkede danske soldater i et morderisk baghold ved deres passage af vandfaldet (”Broen 0” før Kim Bodnia!).

BEMÆRK NYT MØDESTED
Fynskredsen har fået nyt mødested, idet Biologisk Institut er flyttet til andre lokaler på Syddansk Universitet.
Sådan finder du Biologisk Instituts frokoststue, hvor møderne afholdes:

Er du i bil:
Tilkørsel til universitetet sker nemmest fra Munkebjergvej (afkørsel 50 ved motorvejen). Kør ind ved Forskerparken. Benyt indgang O. Gå ligeud gennem glasgangen og efter denne, tag trappen eller elevatoren op til 1. sal, gå ind gennem glasdøren og frokoststuen ligger til højre.

Kommer du med bus:
Stå af ved 2. busstop på Campusvej og benyt indgang C. Gå op ad trappen og til højre ad den brede gang ”Stenten”, gå derefter til venstre ved næste tværgang ”Krogene”. Gå op på 1. sal lige inden glasgangen, gå ind gennem glasdøren og frokoststuen ligger til højre.

Tilføj arrangement til din digitale kalender ved at trykke her iCal