Nyt på kortet over Botaniske Lokaliteter

Kortet over botaniske lokaliteter har fået første del af en større opdatering, så du lettere kan se, hvor meget botanisk viden der findes om de enkelte lokaliteter. Indtil videre gælder det et udvalg af TBU-distrikterne, og flere følger.

Lokaliteterne i TBU-distrikt 1, 2, 3, 4, 28, 29 og 31 er nu delt i tre kategorier. Kategorien afgør, hvilket symbol lokaliteten får på kortet:

  • ▲ (Fyldt trekant): Der er mange botaniske oplysninger om lokaliteten, fx en beskrivelse af vegetationen og en længere række arter.
  • △ (Trekant uden fyld): Der er få botaniske oplysninger, fx kun enkelte nævnte arter.
  • x: Der er ingen botaniske oplysninger i det materiale, kortet bygger på.
  • ◼️(firkant): lokaliteter, som endnu ikke er kategoriseret.

Alle punkter er farvet efter, hvilken rapport (amt) de er beskrevet i.

Et kryds betyder ikke nødvendigvis, at lokaliteten er uinteressant eller uundersøgt. Der kan godt findes oplysninger i andre kilder, men det kan også være, at lokaliteten aldrig er blevet undersøgt botanisk. Hvis du kender lokaliteten, er dine fund og observationer derfor særligt værdifulde.

For TBU-distrikt 30 er der kommet endnu mere: Her kan du nu se de fulde artslister for lokaliteterne direkte på kortet.

Se kortet her.