Forårstur til Vestkreta

Dato og tidspunkt
lørdag 02/04 2016 - lørdag 09/04 2016
Hele dage(n)

Sted
Kreta


Foredragsholder/turleder




Beskrivelse

Uden navn 2

Tidspunkt: Lørdag den 2. til lørdag den 9. april 2016

Kreta er med sine 8.336 km2 Grækenlands største ø og den femte største i Middelhavet. Øen er særdeles bjergrig og rummer fire bjergkæder med højder over 1.000 m. Længst mod vest ligger Lefka Ori – de hvide bjerge – som rummer 40 toppe over 2.000 m. Kournas søen er Kretas største og eneste ferskvandssø, som ikke ligger langt fra vort indkvarteringssted. Formålet med forårsturen er at opleve det græske forår på Kretas vestende og nogle af øens karakteristiske landskaber.

Kreta rummer omkring 1.735 vildtvoksende arter og underarter af karplanter. Øen er særdeles rig på endemer, idet der er registreret 159 arter og 55 underarter. Hertil kommer to endeme, monotypiske slægter på Kreta, nemlig klokkeblomsten Petromarula pinnata, der er almindelig, og skærmplanten Horstissea dolinicola, der alene er kendt fra typelokaliteten i Psiloritis massivet. Af orkidéer forekommer der afhængig af artsopfattelsen 67 arter, hvoraf Cephalanthera cucullata, Epipactis cretica, Himantoglossum samariense og 6 arter af Ophrys kun er kendt fra Kreta, som vi naturligvis vil eftersøge på turen. Øen er gennem tiderne blevet gundigt udforsket af mange udenlandske botanikere. Der kan læses mere om floraen på Kreta her: http://www.cretanflora.com/,  mens der findes mange generelle beskrivelser af øen og dens øvrige seværdigheder på nettet.

Turpris for de 8 dage er 8.400/8.300/8.200 kr. pr. person i dobbeltværelse ved henholdsvis 25/30 eller 35 deltagere. Tillæg for enkeltværelse beløber sig til 1.200 kr. Vi har forudbestilt 13 dobbelt og 9 enkelt værelser. Beløbet dækker direkte flyvning med Norwegian Kastrup- Chrania på Akrotiri halvøen t/r, 6 botaniske heldages busekskursioner, transfer fra og til lufthavnen på Kreta, indkvartering på 4* hotel Vantaris Palace http://www.vantarishotels.gr/vantarispalace/ i Paralia Kourna mellem Georgioupoli og Rethimno på øens nordkyst. Hotellets og lufthavnens placering er markeret med røde pile på kortet ovenfor. Prisen inkluderer endvidere fuld forplejning, dvs. morgenmad, frokostpakke og aftensmad under hele opholdet på Kreta samt to danske turledere. Deltagerne opfordres til selv at tegne afbestillingsforsikring og andre relevante forsikringer.

Interesserede, der registreres efter ’først til mølle’ princippet fra 1. december 2015, bedes indbetale depositum 5.000 kr. senest 15. januar 2016 til Rønde og Omegns Sparekasse reg. nr. 9354 kontonr. 0000192775 – mrk. ’dit navn – Kreta’. Samtidig (med samme frist) foretages skriftlig tilmelding til Peter Wind, Moesbakken 19, 8410 Rønde, telf. 87914110 (aften) eller med e-mail til . Oplys venligst dit navn i tilmeldingen med adresse og telefon, samt e-mail. De tilmeldte vil modtage en kvittering, når depositum er indgået. Dato for restbetaling vil blive meddelt, ligesom et deltagerbrev med praktiske oplysninger og et mere udførligt program vil blive fremsendt. Ved flere end 35 tilmeldte deltagere oprettes venteliste. Vi vil naturligvis gøre vort til, at deltagere på ventelisten kommer med på turen.

Turledere: Henrik Ærenlund Petersen og Peter Wind.

Tilføj arrangement til din digitale kalender ved at trykke her iCal