Græs-TV

Du kender måske Dansk Ornitologisk Forenings bragende succes Ørne-TV, hvor du kan følge en live-sending fra en ørnerede i Danmark. Nu vil vi i Dansk Botanisk Forening gøre dem kunsten efter. Vi lancerer Græs-TV! 

Live fra et hemmeligt overdrev i Danmark kan du følge de gribende op- og nedture i livet som hjertegræs. Forbered dig på store øjeblikke, f.eks. når vinden skifter retning, tager til eller når der flyver en svirreflue forbi.

Vi sender døgnet rundt live fra overdrevet her på kanalen. Aldrig har det været så nemt at sætte sig ned og se græsset gro.