Højsommerekskursionen 2021

Dato og tidspunkt
torsdag 05/08 2021 - søndag 08/08 2021
Hele dage(n)

Foredragsholder/turleder
Peter Wind og Bo Melander


Beskrivelse

Sydvestsjælland er området for højsommerekskursionen 2021, hvor arterne Strand-Nellike, Tangurt, Tarmvrid Røn, Kongebregne, Dynd-Star og Brun Fladaks er blandt højdepunkterne

Det er 30 år siden, at Dansk Botanisk Forening sidst besøgte Sydvestsjælland på en flerdagsekskursion, men nu sker det igen, nærmere bestemt fra torsdag d. 5 august til søndag d. 8 august. Vi glæder os til at vise jer rundt på en række naturskønne lokaliteter, som spænder lige fra strandeng og klithede til højmose og naturskov.

Kystnære lokaliteter

Selve botanikken starter for alvor fredag d. 6 august med en formiddagstur til sydspidsen af Agersø efter en kort færgeoverfart på ca. 15 min. Sydspidsen er en lang landtange, som går ud til bl.a. Agersø Fyr. Vi skal botanisere i tangens første del – også kaldet ’Skagen’. Området er en blanding af klithede, strandoverdrev og strandeng, hvor det botaniske højdepunkt er den smukke Strand-Nellike. Soløje-Alant, Fliget Vejbred, Strand-Tusindgylden, Smalbladet Hareøre, Strand-Krageklo, Spidshale, Fjernakset Star og Udspilet Star er også at finde blandt mere almindelige, kystnære arter. Frokosten indtager vi på Agersø Havn med mulighed for lidt sightseeing i Agersø By.

Eftermiddagens lokalitet bliver området ved Sevedø syd for Skælskør og ud til kysten ved Smålandshavet. Lokaliteten er en mosaik af strandoverdrev, strandeng og gamle revler med fugtige lavninger. Det botaniske højdepunkt er så aboslut den sjældne Tangurt, som normalt optræder i flotte bestande ved Sevedø. Der er også andre forholdsvis sjældne arter som Drue-Gåsefod, Stilket Kilebæger, Strand-Siv, Liden Tusindgylden, Strand-Mandstro samt Læge-Alant i et mindre skovareal.

Højmose

Lørdag d. 7 august går turen til Holmegaards Mose nordøst for Næstved. Det er Sjællands største højmose, hvor der vil være mulighed for at se en række højmosearter, bl.a. Hvid Næbfrø, Dynd- Star, Tue-Kæruld og Rundbladet Soldug. I mosens vestlige ende er der en velvoksen Kongebregne, og her vi vil også forsøge at genfinde Hjertelæbe. I den nordlige ende af mosen gror bl.a. Blærerod, Tråd-Star, Femradet Ulvefod og Hvas Avneknippe. På hjemturen vil der være mulighed for en times sightseeing i Skælskør, hvor især havneområdet og den gamle bydel er et besøg værd. Er der stadig tid til overs inden aftensmaden, vil vi begynde at kigge på lokaliteterne i gåafstand fra Kobæk Strand med bl.a. Sand-Rottehale, Slangetunge, Pile-Alant og Firkløft. Efter aftensmaden forstsætter vi med de nærliggende lokaliteter, se også kortet på side 2 i Naturstyrelsens folder om Kobæk Skov (https://naturstyrelsen.dk/media/nst/11155833/kob_k_strand_100314.pdf).

Naturskov

På ekskursionens sidste dag, søndag d. 8. august, starter vi med en travetur langs det selvetablerede hegn på kystskrænten ved Basnæs Hoved. Målet er den sjældne Tarmvrid Røn, men hegnet indeholder også en række andre vedplantearter. Herefter går turen til Tystrup Sø med det primære formål at se halvgræsset Brun Fladaks på søens vestlige bred. Til sidst besøger vi naturskoven Suserup Skov, som er kendt for sit specielle skovbillede med væltede og udgåede træer og buske.

 

Programmet er foreløbigt, og vi planlægger at gennemgå lokaliteterne i dagene op til selve ekskursionen; der kan derfor blive foretaget nogle justeringer af det endelige program.

 

Overnatning ved Kobæk Strand

Indlogering vil finde sted på Kobæk Strand Konferencecenter (www.kobaek-strand.dk), som er skønt beliggende i første række til Agersøsund og Storebælt ca. 1,5 km vest for Skælskør. Fra centeret og ned til vandkanten er der kun 230 m. Kobæk Strand er en af Vestsjællands bedste badestrande med en flot udsigt til bl.a. Højbroen over Storebælt.

Prisen for deltagelse er 2800/3100 kr. per person ved indkvartering i dobbeltværelse og 2875/3175 kr. per person for enkeltværelse ved henholdsvis 40/35 deltagere. I turprisen indgår overnatning i standardværelse med eget bad og egen terrasse og havemøbler, fri benyttelse af den udendørs fitnessplads og centerets øvrige fritidsfaciliteter, 3 x middag (2 retter), 3 x morgenmad, 3 x smør- selv-madpakke samt bustransport til og fra lokaliteterne med bus fra Vipperød Turisttrafik. Bussen starter i København og kører til Kobæk Strand Konferencecenter. Det er muligt at stige på bussen i Køge og Slagelse. Mødested og tidspunkt samt telefonnummer til bussen oplyses i deltagerbrevet. Der skal betales særskilt for kørsel med bussen til og fra Kobæk Strand. Den endelige pris for bustransporten til og fra Kobæk Strand kan først oplyses, når vi kender deltagernes ønsker med hensyn til benyttelse af fællestransporten. Deltagerne opfordres til selv at tegne afbestillingsforsikring og andre relevante forsikringer. Indtjekning torsdag d. 5 august er efter kl. 14 og helst ikke senere end kl. 17 aht. den fælles aftensmad. Udtjekning er senest kl. 9 søndag d. 8 august.

 

Tilmelding kommer her på siden og er åben 1. december 2020 til 1. april 2020.
Tilmelding de 47 pladser er bindende og sker efter ’først til mølle’ princippet med indbetaling af et depositum på 1000 kr. Ved tilmeldingen modtager du en bekræftelse pr. e-mail. Ved overbooking oprettes venteliste.

 

Kontaktpersoner Peter Wind tlf. 87914110 (aften) () og Bo Melander mobil 22283393 (). Sidste frist for tilmelding og indbetaling af depositum er 1. april 2021, hvorefter et mere udførligt program med oplysning om slutbetaling vil blive fremsendt.