Højsommerekskursion til Djursland

Dato og tidspunkt
torsdag 13/08 2020 - søndag 16/08 2020
Hele dage(n)

Foredragsholder/turleder
Anne Murmann & Peter Wind


Beskrivelse

NB opdatering vdr. indkvatering!

Jyllands østvendte ’næse’ Djursland har et areal på ca. 1419 km² og cirka 80.000 indbyggere. Djursland er kontrasternes halvø spændende fra det istidsformede morænebakkeland og skovområder på plastisk ler i syd til mere flade, sandede jorde i nord og det blottede kalkområde ved Glatved, fra den rette eksponerede kystlinje med klitter og stejle klinter i nord og øst til den beskyttede, bugtede kystlinje i syd med bugter og vige. Formålet med højsommerekskursionen er at præsentere typiske djurslandske naturtyper, Nationalpark Mols Bjerge, Molslaboratoriet med vildheste, den anvendte side af botanikken samt et udvalg af halvøens karakteristiske arter som Lav Skov-Vikke. Tætblomstret Hullæbe, Kantet Kohvede, Knopnellike og Kostnellike samt de levende fortidsminder Bulmeurt, Hjertespand og Katteurt.

Indkvartering finder sted på Gjerrild Vandrerhjem (ikke Danhostel Rønde), Dyrehavevej 9, med 23 værelser med plads til 50 gæster. Næsten alle værelser er forsynet med bad og toilet. Vandrerhjemmet sørger for al forplejning, dvs. morgen- og aftensmad samt madpakkesmøring til frokost. Turpris for de 4 dage er 2.500 kr. pr. person ved minimum 35 deltagere. Tillæg for enkelt- og dobbeltværelse er henholdsvis 700 og 350 kr. Der i et begrænset omfang mulighed for, at indtage alle måltider på Gjerrild Vandrerhjem fra torsdag aften til frokost søndag og selv sørge for overnatning. Prisen herfor er kr. 1000.

Transporten på Djursland under højsommerekskursionen foregår i bus fra Vipperød Turisttrafik og prisen for transporten her en inkluderet i grundturprisen. Bussen starter i København og køre via Storebæltsbroen til Rønde Vandrerhjem. Det vil være muligt at stige på bussen i Roskilde, Slagelse, Odense, Fredericia og Århus. Mødested og tidspunkt samt telefonnummer til bussen oplyses i deltagerbrevet. Der skal betales særskilt for kørsel med bussen til og fra Rønde og på Djursland for selvovernatning. Prisen for bustransporten til og fra Rønde og for selvovernatning på DBF’s hjemmeside er vejledende. Endelig pris for bustransport til og fra Rønde kan først oplyses, når vi kender deltagernes ønsker med hensyn til at benytte fællestransporten. Deltagerne opfordres til selv at tegne afbestillingsforsikring og andre relevante forsikringer.

Tilmelding – tryk her

Tilmelding er bindende og sker efter ’først til mølle’ princippet med indbetaling af et depositum på 1000 kr. Ved tilmeldingen modtager du en bekræftelse pr. e-mail. Ved overbooking oprettes venteliste.

Spørgsmål om ekskursionen kan rettes til Peter Wind på tlf. 87914110 (aften) eller med e-mail til . Sidste frist for tilmelding og indbetaling af depositum er 1. april 2020, hvorefter et mere udførligt program med oplysning om slutbetaling vil blive fremsendt.