Dato og tidspunkt
lørdag 10/06 2023 - søndag 11/06 2023
10:00 - 15:00
Foredragsholder/turleder
Peter Wind
Tilmelding nødvendig. Se beskrivelse
Beskrivelse
Vi er omgivet af græsser. Græsfamilien er verdens vigtigste familie, hvad angår vegetabilsk føde både for vores husdyr og for os selv.
I en af de første film, der i 1970’erne havde miljø som gennemgående tema, forkyndte speakeren, at ’græsplænen mellem boligblokkene blot er en grøn maling, der skal fremhæve arkitekturen’. For botanikere er dette udsagn et meget unuanceret billede af én af planterigets artsmæssige og anvendelsesmæssige mest betydningsfulde familier. Således er der i bogen ’Danmark græsser’ medtaget 162 beskrivelser af græsarter, der alle på nær Risgræs fortsat forekommer her i landet. Græsser forekommer næsten overalt på landjorden og omfatter omkring 12.100 beskrevne arter fordelt på mere end 820 slægter. Græsfamilien er derved planterigets fjerde største kun overgået af Kurvblomstfamilien med ca. 32.900 arter fordelt på omkring 1.910 slægter, Orkidéfamilien med ca. 25.000 arter fordelt på omkring 800 slægter og Ærteblomstfamilien ca. 19.400 arter fordelt på omkring 730 slægter.
Dansk Botanisk Forening vil gerne hjælpe dig med at blive mere fortrolig med at bestemme de i Danmark almindeligt forekommende græsser. Foreningen startede i 2018 en ’Botanisk Skole’, hvor du som nybegynder eller let øvet kan få hjælp til at bruge en flora som redskab til bestemmelsen af Danmarks vilde planter og i år med fokus på græsfamilien.
For hvem: Kurset er for dig, som gerne vil lære at artsbestemme græsser, men som har brug for hjælp til at komme i gang med at bruge af en flora hertil. På kurset får du indføring i græssernes ’blomstersprog’ og i brugen af en flora som bestemmelsesredskab. Du kommer feltture på spændende botaniske lokaliteter i egnen omkring Kalundborg. Her er der rig mulighed for at opleve græsser og andre vilde planter og for at indsamle materiale til bestemmelse i felten og til videre bestemmelse i kursuslokalet. Du vil modtage et mere detaljeret program, når du har tilmeldt dig.
Bestemmelsesværk: Danmark Græsser fra BFN’s forlag, som kan bestilles direkte på forlagets hjemmeside: https://bfnsforlag.dk/. Pris kr. 300 samt ekspeditionsgebyr og porto.
Sted: Danhostel Kalundborg, Stadion Allé 5, 4400 Kalundborg, https://www.danhostel.dk/hostel/danhostel- kalundborg
Tidspunkt: Fra lørdag den 10. kl. 10 til søndag den 11. juni 2023 kl. 15. Kursusleder: Peter Wind.
Pris for medlemmer af Dansk Botanisk Forening: 1.200 kr. for første gangs deltagere i DBF’s kurser, 1.960/1.820 kr. for andre medlemmer ved 10/18 deltagere. Hvis du ikke er medlem, kan du melde dig ind på foreningens hjemmeside: https://botaniskforening.dk/. Beløbet omfatter kursusledelse, indkvartering på et førsteklasses vandrerhjem i dobbeltværelser med sengetøj og håndklæder. Ønskes enkeltværelse, betales en merpris på 350 kr. Hertil kommer fuld forplejning, idet vandrerhjemmets køkken tilbereder al forplejning fra bunden ved anvendelse af økologiske råvarer, ligesom alt brød er hjemmebagt. Du sørger selv for transport til og fra Kalundborg, ligesom afhentning på Kalundborg Station kan arrangeres. Du
modtager en deltagerliste i god tid, så fællestransport kan arrangeres. Transporten til naturlokaliteterne foregår i privatbiler på delebasis af kørselsomkostningerne.
Tilmelding: Åbner mandag den 16. januar 2023 kl. 18 her på siden og pladserne fordeles efter ’først til mølle’ princippet. Der er forudbestilt plads til 18 deltagere på Danhostel Kalundborg, hvor der kan vælges mellem enkelt- og dobbeltværelse.
Sidste frist for tilmelding: Søndag den 26. marts 2022.
Tilføj arrangement til din digitale kalender ved at trykke her iCal